Roadtrip i USA: Den første gang jeg drog vestpå

16 dages roadtrip i maj/juni 2018

Den fulde rejseberetning…

Med kufferten pakket med håb og amerikanske drømme, drog min mand og jeg på roadtrip i det vestlige USA. Efter næsten to års forberedelser, måtte den omfattende planlægning til den afgørende eksamen. Jeg havde dog ikke i mine vildeste drømme kunnet forudse, hvor stor denne rejse skulle blive på indtryk, oplevelser og personlige sejre.

En tidligere rejse til USA, hvor vi rejste i en gruppe, gav os mod på at opleve den storslåede natur på egen hånd. Hvor man har friheden til selv at sætte tempoet, og ikke skal vente på andre. Vi fik stor hjælp fra guiden på denne tur, til at se vores rejseplan igennem – om det var realistisk i forhold til de ønsker vi havde. Han havde nogle få justeringer til vores tidsplan. En stor hjælp til planlægningen.

Læs indlæg om den tidligere rejse her.

---

Ilddåb i Vegas

Efter en lang flyvetur, skulle der hentes lejebil i Las Vegas. På lufthavnsområdet er der et helt billeje center,  hvor alle de store udlejningsselskaber er præsenteret. Hertil kører der en shuttlebus. Formaliteterne tog lidt tid, så da vi endelig kom ud i Las Vegas, var det blevet mørkt og myldretid. Så der fik jeg min ilddåb i kørsel i myldretid i storbyen. Men vi fandt efter et par omveje og lidt bilkø hotellet, med hjælp fra vores Føken Gps.

Et godt råd er, at tjekke bilens blinklys, hvor tænder man for vinduesviskere, horn og i hvilken side påfyldes benzin. Tjek om kørelys er sat til, og øvrige indstillinger til bilen. Lejebilen var i øvrigt en dejlig Honda CVR 4WD. Med god plads til bagagen, campingudstyr, køleboks og vores store drømme.

USA er i sandhed et land, hvor alt bare
er større – også kontrasterne.

---

Efter en god nats søvn på Hotel Golden Nugget på Fremont Street i Las Vegas, var vi klar til en længere køretur – væk fra larmen og ud på vejen imod den storslåede natur. Vegas er en fascinerende by, men den er også en slående og larmende kontrast til naturen. USA er i sandhed et land, hvor alt bare er større – også kontrasterne.

Route 66, camping og lokum

Proviantering foregik i et Walmart Supercenter inden vi forlod Vegas. Derefter førte vores vej os forbi Hackberry General Store, som ligger på den famøse Route 66. Et sted på ruten imellem byerne Kingman og Seligman. Der er mange rustne biler, vrag og Coca Cola skilte.

Nostalgi, forfald og minder om simplere tider og den amerikanske. Stedet er godt besøgt, og man kan selvfølgelig købe masser af souvenirs fra Route 66. Hvis man, som jeg, er vild med at fotografere stemninger og detaljer, er her en mulighed for at slå sig løs med linsen.

Vejen mod vores camp ved Grand Canyon var lang, men der var masser af spændende og nye territorier at beundre undervejs.

Ten-X campground, var den campingplads, hvor vi var heldige at få plads nær Grand Canyon. Der var cirka 20 minutters kørsel til den sydlige indkørsel til nationalparken. Campingpladsen var rå natur, og god plads imellem de besøgende. På alle pladser var der grillplads, borde og bålsted. En stille plads i en rå natur, hvor en flok hjorte indimellem kom gående og ernærede sig af grantræerne. Vi var på besøg hos dem – ikke omvendt.

Vejen mod vores camp ved Grand Canyon
var lang, men der var masser af spændende og nye territorier at beundre undervejs.

---

Disse nære naturoplevelser har dog en pris – der var kun lokum, og intet bad (det kan man dog tage i Grand Canyon village). Der var rindende vand på pladsen, men det var kun til drikkevand. Rent drikkevand – kildevand! Men med et par ekstra liter vand og en desinficerende spray kunne man godt holde forholdene ud et par dage. Desuden tilbragte vi jo det meste af tiden i Grand Canyon, og ikke på selve pladsen.

Det kan ikke anbefales at betale en enkelt billet til en nationalpark. Indgang til grand Canyon koster omkring 30-35$. Hvorimod et årskort koster 80 $. Vi skulle ind i 4 nationalparker, og ved nogle af dem skulle vi køre igennem indgangen flere gange. Så allerede ved Grand Canyon passerede vi indgangen 3-4 gange. Man kan vente med at købe kortet til man ankommer til en af nationalparkerne.

Da vi ankom til vores camp, kunne vi umiddelbart ikke finde et sted hvor vi skulle checke ind, og blev lidt bekymrede for, om vores reservation var modtaget. Men et stykke inde i campen, fandt vi en autocamper med skiltet “Camp Host”.  Vores vært “Bob” var en meget venlig, rolig og snaksalig krigsveteran, som havde helt styr på hvilke pladser der var reserveret. Han kørte rundt på området og holdt orden, sammen med sin godmodige gamle hund “bones”.

Kolde nætter

Vi havde nogle kolde nætter i Grand canyon. Ved nationalparkerne, der ligger højt oppe i terræn, kan der godt blive koldt om natten – også selvom man rejser i maj/juni måned. Men vi var forberedte hjemmefra, og havde pakket det lange ski-undertøj og ekstra varme trøjer til overnatningen i telt. En enkelt nat, var det svært at holde varmen. Jeg måtte sove med ekstra bukser, trøje, sokker, hue og vanter. Så undersøg skiftende temperaturer ved nationalparkerne, hvis der skal overnattes i telt.

---

Grand Canyon i frit fald

På den tidligere omtalte tur til USA, fandt jeg en brochure om faldskærmsudspring over Grand Canyon “Hvis du skal prøve det bare en enkelt gang i dit liv – så gør det over Grand Canyon”. Denne tekst gav genlyd i mig, da vi planlagde vores rejse. Det er grunden til at vi tog tilbage dertil  – at springe tandemspring over Grand Canyon. Det skal lige siges, at jeg er udfordret ved højder, så det var en grænsebrydende oplevelse der var i vente.

Men inden jeg nåede at tænke tanken til ende,
var vi ude i frit fald.

---

Hos Paragon Skydive ved Grand Canyon Airport, var stemningen rolig og afslappet, og man følte at man var i gode hænder. Instruktøren er jo trods alt hægtet sammen med dig, så hans liv er også på spil. Derfor havde jeg en stor tillid til ham der skulle trække i snoren. Jeg var dog ikke forberedt på, at vi skulle så hurtigt afsted.

Efter en meget kort introduktion om, hvordan vi skulle forholde os i det frie fald, blev vi iført vindjakke, tykke bukser og seletøj. Jeg nåede faktisk ikke at gå i panik. Først da vi var i luften 4,5 kilometer oppe og jeg satte mig på kanten af udgangen til flyet, nåede jeg at tænke tanken “hvad har du gang i…”. Men inden jeg nåede at tænke tanken til ende, var vi ude i frit fald.

1,6 kilometer i frit fald på 30 sekunder! Jeg skreg det meste af vejen. Kulden er skærende, vinden dundrende og ansigtets folder bliver godt rystet igennem. Men efter de 30 sekunder, når skærmen er foldet ud, og man svæver, bliver alt stille. Jeg nød udsigten, og kunne slappe af i selen. Det var en helt fantastisk oplevelse – som at svæve sammen med fuglene og se det hele fra deres perspektiv.

Da jeg fik fast grund under fødderne igen, begyndte adrenalinen at pumpe heftigt rundt. Kroppen rystede og var ude af kontrol. Det varede dog ikke så længe. Jeg var enormt lettet og målløs, og havde ingen ord for hvad jeg lige havde oplevet. Men jeg tænkte ihvertfald: Jeg gjorde det sgu! Yes! Lettelsen var stor, da også min mand landede sikkert.

som at svæve sammen med fuglene og
se det hele fra deres perspektiv…

---

At stå foran forhindringer man ikke kan forcere, og pludselig overvinder, er noget der sætter sine spor i tankemønstre og selvtillid. En ubeskrivelig følelse af lettelse og klarhed.

Overdådig udsigt

Vi havde dagen foran os, og som det første efter vores spring, tog vi ind til Grand Canyon for at tage et bad på en campingplads nær besøgscentret.

Efter at have set det hele fra oven, gjorde vi et par stop ved nogle af de betagende udsigtspunkter. Vi lagde en plan for den følgende dag. Om aftenen kørte vi ind til Yavapai point, for at nyde en solnedgang. Hvis du kommer på de kanter, skal du unde dig selv at opleve en solnedgang over Grand Canyon.

Den følgende dag, tog vi en shuttlebus til Hopi Point i “The Canyon”. En dag fyldt med masser af smukke bjergtagende udsigter og gåture. Sidste gang vi var her, gik vi ad South Kaibab Trail. Derfor tog vi en rute der gik i en anden retning denne gang. Det blev oplevelsen bestemt ikke ringere af.

Udsigtspunkterne og gåturen mod Hopi Point, har nogle virkelig smukke udsigter, der giver en god fornemmelse af dybder og storheden i Grand Canyon. Efter en, på alle måder, stor oplevelse, var tiden inde til at trille videre mod Zion og Bryce nationalparker.

Man skal gøre sig selv den tjeneste,
at stoppe op, og beundre udsigten.
Det indbyder den til…

---

Utah og Mountain Standard time

En lang køredag, med uendelige vidder, smukke og skiftende landskaber, motorvejsafkørsler med fastfood og læssevis af kaffe og køre-snacks. Mine ben hævede voldsomt. Af det lærte jeg, at vi på de lange køredage, skulle indlægge flere pauser. Minimum en pause hver 1,5 time.

Vores plan om at tilbringe nogle timer ved Bryce National Park, inden vi tog til Zion, holdt ikke helt. Vi blev lidt forsinkede af noget vejarbejde, men vi havde også glemt at tage tidszoner med i vores køreplan. I Utah er de 1 time foran i forhold til Arizona, så der smuttede lige pludselig en time.

Bryce var betagende og havde anderledes klippeformationer end vi havde set i Grand Canyon. Man skal gøre sig selv den tjeneste, at stoppe op, og beundre udsigten. Det indbyder den til.

Zion Mountain Ranch

Efter en smuk køretur fra Bryce, ankom vi til Zion Mountain Ranch, hvor vores logi de næste par dage, var i bjælkehytte nummer 155. Med egen veranda og en gyngesofa i træ.

Hele ranchen osede af atmosfære, idyl, gårdliv og en stemning af det naturlige – som at komme hjem og tilbage til det enkle. I sandhed en tryg og bevægende ramme at udhvile sig i. Der var både heste i folden, gamle prærievogne, fritgående høns og ænder. Der var endda en farm-kat, der ofte kom forbi hos os (når vi da var “hjemme”).

I forbindelse med ranchen, ligger en shop med reception, brugskunst og lokale “skatte”. Ligeledes ligger der en beundringsværdig restaurant”Cordwood”, der er indrettet i samme stemning som resten af stedet. Da vi var kommet på plads i hytten, ville vi forbi og smage en øl.

Vi havde glemt, at Utah er en mormon-stat. De må ikke servere øl eller andre alkoholiske drikke, medmindre man bestiller noget spiseligt også. Så vi bestilte en tapas platte til deling. Måske den bedste servering af den slags, jeg har fået længe. Udelukkende med egne råvarer. Skinke, pølse, ost som de selv fremstiller, og lokal honning. Det hele pyntet med friske kryderurter og blomster. Og selvfølgelig en lokal fadøl. Mums! (Fik jeg sagt, at jeg elsker at smage på det lokale mikrobryg?)

Eventyr i Zion

Vi sov så godt den nat, at vi ikke hørte nogle af de vækkeure vi havde sat til. Men vi nåede dog alligevel vores aftale med en guide i byen Springdale, som ligger midt i nationalparken. Dagen var også min fødselsdag, og jeg var spændt på hvad dagen skulle bringe.

Køreturen fra ranchen ind til Zion National Park, var allerede begivenhedsrig, så inden vi overhovedet nåede til Springdale, havde vi fået en smuk oplevelse og en god start på dagen. Turen går ad snoede bjergveje og igennem tunneler i klipperne.

Canyoneering og smalle kløfter

Vores guide var erfaren – 20 år som bjergbestiger og de 7 år som guide i canyoneering i Zion. En meget rolig mand, der havde det rette temperament til at bringe mig igennem denne udfordring.

Det var en varm dag, men det meste af tiden var vi i læ af den kølige skygge imellem klipperne og kløfterne. Min mand havde prøvet canyoneering før, men det var min første gang. Vi var igennem smalle steder, hvor man skulle kante sig igennem, op ad stejle kløfter, og ned igen ved rappelling.

Vi havde hyret en guide som kun var til os to. Heldigvis! Med sådan en udfordring har jeg det bedst, hvis der er ro, og ingen der står og tripper. Ved min første rappelling, var jeg også lige ved at give op, da jeg nærmede mig kanten. Men min mand mindede mig om, at jeg dage forinden havde sprunget i faldskærm. Det satte mine tanker i et andet perspektiv, og jeg retttede al min koncentration og fokus på, at “løse opgaven”. Det virkede, og jeg kom meget langsomt, men sikkert ned. En stor sejr for mig.

Det var en smuk måde at opleve Zion på. At se og opleve klipperne på tæt hold – at overskride sine grænser og overvinde frygten……

Tøjvask med udsigt

Det er en god ide at pakke en kuffert til sådan et roadtrip, hvor man kun har tøj med til 5-7 dage. Man kan altid vaske undervejs. Vi fandt et vaskeri i Springdale – med den vildeste udsigt til Zions røde klippevægge hele vejen rundt om byen.

Det tog 45 minutter – så var der vasket og tørret, og imens nød vi udsigten, en milkshake og en tår kaffe. Så bliver tøjvasken en fornøjelse fremfor bare en nødvendighed.

Verdens bedste cherry-pie

Om aftenen var det tid til at fejre fødselsdag på restaurant “Cordwood” – med udsigt til prærien. Man forventede næsten, at Laura Ingalls kom løbende for at tage imod en.

Man forventede næsten, at Laura Ingalls
kom løbende for at tage imod en.

---

I den rette stemning, blev serveret et overdådigt måltid med salat, bison og and af eget opdræt, og til dessert – hvad der absolut MÅ VÆRE verdens bedste cherry-strawberry crumble pie. Bare ved at skrive disse ord, kan jeg tydeligt fornemme smagen. En vellykket middag og en dag med store personlige sejre.

---

De drog mod vest…

Vores GPS-frøken førte os udenom Las Vegas, da vi vendte næsen mod vest. Selvom vi havde mange timer på vejene inden vi nåede vestkysten, var der et skiftende landskab, og godt humør til at holde os oppe.

I Bakersfield fandt vi den første overnatning på et motel. Derfra tog vi videre mod byen Paso Robles, hvor vi ville spise morgenmad, og spørge til råds med hensyn til Highway one, som stadig var lukket på en del af ruten, da vi var afsted.

Paso Robles, Californien

På Paso Robles Inn, fik vi et overdådigt morgenmåltid med favoritten eggs Benedict og french toast med kanel…..og rigeligt smør og sirup. Oveni hatten er der refill på kaffen, så tjeneren sørger for at fylde op I din kop, hver gang den er ved at være tom. En glæde jeg kan savne i Danmark.

På byens torv, var der veteranbiler en masse – en af de begivenheder man får glæde af, som ikke var en del af planlægningen. Vi blev rådet til at køre til Monterey, og derfra nedad forbi byen Carmel by the Sea imod Big Sur, som var vores næste stop.

Vestkysten

Vinden I håret og den friske luft fra Stillehavet var et herligt forfriskende skift fra det tørre klima i staterne Arizona, Utah og Nevada. Forandring og fryd.

Turen langs vestkysten fra Monterey var billedlig smuk og man kunne mærke frihedens sus i takt med bølgernes brusen ved kysten.

Da vi nåede Big Sur, tronede de smukke Redwood-træer over vejene og skrænterne. Vi var heldige at finde en campingplads, der havde en enkelt hytte for en enkelt nat (selv om det var Memorial Day Weekend). Her var vi omgivet af de smukke, sødligt duftende, høje gamle træer, og fik en rolig og fredfyldt aften og nat.

Da vi nåede Big Sur, tronede de smukke
Redwood-træer over vejene
og skrænterne.

---

Skoven gav ro, og den bedste nattesøvn længe. Jeg er sikker på, at træerne har haft deres indvirkning på den ro jeg følte i mit sind og min krop, inden vi drog mod Monterey, hvor der ventede en hvalsafari.

Monterey og havodderen

I nærheden af vores hotel i Monterey (cirka 20 minutters gang), lå Fishermans Wharf og lidt længere væk,  Cannery Row. Et shopping område med mange restauranter og cafeeŕ. Det ligger midt i de smukt bevarede omgivelser af de gamle sardindåse-fabrikker, som engang var en stor industri i Monterey.

Langs kysten er der stier og rekreative områder, som er velbevandret af både turister og de lokale.

Hotel med charme

Vi overnattede på Hotel 1110. Da vi så hotellet udefra, troede vi, at vi var blevet taget ved næsen, da vi bookede (man kan ikke vinde hver gang). Men indpakningen snyder. Da vi ankom i receptionen, blev vi modtaget af de sødeste mennesker, og en blanding af hvad jeg vil kalde svulstig Venezia-style blandet med kitsch. Men virkelig hyggeligt, god stemning, og en atmosfære af livsnydelse. Derudover var der en fantastisk og hyggelig tagterrrasse hvorfra der var en skøn udsigt til kyst og strand.

Morgenmaden var et kapitel for sig…..og jeg vil næsten gå så vidt, som til at anbefale hotellet alene på den oplevelse.

Der var intet stort menukort – ingen stor buffet. Men til gengæld den flotteste borddækning, der viser, at værten gerne vil forkæle gæsterne og give dem en god start på dagen. Kaffe med refill. Juice. Friskbagte pop-overs, som er en slags vandbakkelser. Et lille menukort, hvor de har udvalgt 4 retter, som de selv laver af de lækreste råvarer. Du kan vælge imellem en ret med laks, pølser/bacon/æg, en vegetarret eller en ret med frisk frugt og yoghurt. En smuk start på dagen…

At ofre til fiskene

Dagen efter ankomst, havde vi booket en hvalsafari, med start fra Fishermans Wharf. Det var en tur på 4 timer. Allerede inden turen startede, hilste vi på en havodder, der lavede et show ved kajen. Den flød på ryggen i vandet, imens den spiste en musling. En sød lille skabning, der fredsommeligt startede sin dag, med os som vidner.

Søløver havde lagt sig til rette på nogle af de forankrede små både, og sæler dukkede også op for at sige godmorgen. Selve sejlturen var vuggende, og det tog 45 minutter, inden vi var ved den kløft i havet, hvor der kunne ses pukkelhvaler.

Flere blev søsyge – inklusive undertegnede. Cirka halvvejs på turen, måtte jeg overgive mig og ofre til fiskene. Selvom jeg blev sløj (havde heldigvis kun fået kaffe til morgenmad), gik jeg ikke glip af flokke af delfiner, pukkelhvaler og flyvende pelikaner.

Guldklumper på vejen

Undervejs fra Vestkysten mod Yosemite National Park, længere mod øst i Caliornien ved byen Raymond, stødte vi på en af de guldklumper, man er heldige at møde på et Roadtrip. Noget man ikke kan planlægge, og som kommer en imøde undervejs.

Raymond General Store. Fra 1914. Original og autentisk western-stemning. En bar hvor der er en masse kvæg-brændemærker på den lange bardisk og mange gamle reklamer og skilte. Vi fik en dejligTuna-melt sandwich i cafeen, imens vi nød omgivelserne af historien, og gik på opdagelse i alle detaljerne.

Søde mennesker og god betjening. Et øjeblik var man i en helt anden tid, og det var nemt at samle kræfter og energi til de sidste kilometer der skulle tilbagelægges inden vi ankom til Wawona Campground i Yosemite.

---

Wawona Campground og bjørnesikring

Vi valgte netop at lægge vores roadtrip i midt maj-start juni, fordi vandfaldene i Yosemite skulle være smukkest og mest brusende på den tid af året.

Vores telt satte vi op i Wawona Campground, som ligger cirka 50 minutters kørsel fra det centrale Yosemite Village i nationalparken.

Campingpladsen er placeret langs en lille del af Merced River, som løber igennem Yosemite på en 233 kilometers strækning. Brusende smeltevand i floden, smuk fuglesang og en udsigt til en hjorteflok, der græssede fredsommeligt på en skrænt, var hvad der kom os i møde på vores plads. Naturen og dens skabninger kommer ind under huden på en.

Yosemite er bjørneland, og derfor var der ved hver plads en bjørnesikret boks. Alt hvad der for en bjørn dufter af så meget som en enkelt kalorie, skal lukkes forsvarligt inde. Dette betyder, at alle hygiejneartikler, fødevarer, snacks, affald, skulle lukkes inde i boksen. For vores egen – men ikke mindst for bjørnenes skyld.

Eventyrlandet i Yosemite

Yosemite er som et eventyrland. Skønheden er slående og omfavner ens tanker og sjæl. Roen, dens eventyrlighed frembringer, er skærpende for sanserne og tankerne.

Der er nogle vidunderlige panorama udsigter, som man kan køre til, men en mindst ligeså stor del af oplevelsen, var nogle af de vandreruter vi var ude på, hvor det gik stejlt opad.

Især den ene, til Vernal Falls, er én lang stigning. Et hårdt trek, men man får hele belønningen i sin fulde storhed, når man når målet og bliver forkælet af naturens brusende og berusende effekt. Det smukkeste maleri og lydkulisse. Men man får yderligere en belønning…..at det går nedad hele vejen tilbage.

En smuk park, der kan vælte de fleste omkuld med dens eventyrlige omfavnelse.

Vi tilbagelagde på denne tur i alt 3.800 kilometer i vores lejebil.

---

Sidste etape -San Francisco

“Onward and upward” – videre fremad og opad imod San Francisco. Vores sidste gerning på Wawona Campground var, at efterlade vores campingudstyr på pladsen, da vi ikke skulle have det med hjem. De havde indrettet  et “gratis-ting” skur, hvor man kunne efterlade ting til andre, der kvit og frit kunne tage hvad de havde brug for. Således lettere i udstyr, kørte vi mod San Francisco, hvor lejebilen skulle afleveres.

Kreativt hotel-skrot

Logien de sidste to nætter, var på Hotel Zephyr – et stenkast fra Fishermans Wharf. Et større hotel, hvor indretningen var nyt design blandet med kreative påfund af skrot. Springvandet i gårdhaven var svejset sammen af rør, og cafeen var en gammel campingvogn. Alt var i et maritimt tema, og der var endda en stor figur (ligeså høj som mig) af en måge, der var kunstfærdigt sammensat af møtrikker, bolte, skruer og andet skrot. Flot, kreativt og fascinerende.

Tour de Frisco

Morgenfrisk og klar til en god gedigen gang morgenmad, inden vi skulle på cykeltur ved Golden Gate, spiste vi på en I-HOP restaurant lige rundt om hjørnet fra hotellet. Et stort morgenfoder, fuld af fedt og kulhydrater, “high carb-high fat”. Det skal prøves mindst en gang når man er afsted.

Det var en smuk dag, og Golden Gate Bridge var ikke indhyllet i tåge, som den var sidste gang vi var i “Frisco”. MEN damen ved cykeludlejningen havde et lille kort. Herpå var der tegnet, hvilke passager der var stejle stigninger på.

Der er bare lige det ved det, at når man kommer fra Lolland, og ikke er vant til voldsomme stigninger, så er alle stigninger i byen stejle. Jeg måtte trække cyklen på en stor del af turen. Men vi kom da alligevel rundt til nogle smukke steder på 4 timer: Golden Gate Bridge, Lands End, Golden Gate Park, Three painted ladies (karakteristiske huse malet i tre pastelfarver) og China Town.

Råd til cykeludlejning: Vælg et af de steder der har udlejning af cykler med el-motor. Det er lidt dyrere, men det gør turen mere “glidende” og ubesværet. Men hvis man er vant til mange stejle bakker, vil det nok gå lidt lettere. Det var dog en sjov og spændende måde at opleve byen på.

Herefter blev aktiviteten droslet ned, og der blev indsnuset den sidste stillehavsluft ved Pier 39, hvor vi tog afsked med de underholdende søløver. Aftenens højdepunkt, og vores rejses punktum, var på en restaurant-oplevelse der ville give enhver “foodie” gåsehud. (Jeg vil spare jer for detaljer, men det var fortryllende).

Se tidligere indlæg om San Francisco her

Eftertænksomhed

Med en god forberedelse på sin rejse, og med tålmodighed, venter der store oplevelser. Med åbenhed overfor mennesker man møder på sin vej, for kulturen, de improviserede og pludseligt opståede oplevelser, bliver rejsen berigende og sætter spor langt ind i sjælen.

Denne rejse har ihvertfald sat sine dybe spor i mig. Jeg har personligt overskredet mange grænser, og dermed mange mentale blokeringer, og dette tager jeg med mig videre i min udvikling når jeg er kommet hjem.

---

Fotos: Mia Christensen og Søren Poulsen.