At genopdage naturens skønhed – nærvær mellem bjerge og horisonter
Selv det, du har set før, kan føles nyt, hvis du går ind i øjeblikket.
At være til stede i naturen: Skønheden ligger i øjeblikket
At give sig tid til at observere et bjerg, en skov eller et hav – ikke for at nå noget, men bare for at være. I netop det øjeblik, hvor du standser op, viser skønheden sig, både i det store landskab og i den mindste detalje.
Når man har set et bjerg….
Jeg kan opfyldes af ærefrygt over naturen, og den skønhed der åbenbares. På en rejse til USA, skuede jeg med mit blik, for første gang i mit liv, de smukkeste bjergtinder ved Grand Teton. Jeg havde aldrig set bjerge før, og al natur vi bevægede os i, var større og mere pompøs end jeg var vant til. Man kan føle sig som en meget lille brik i det store puslespil.
Imens jeg var opfyldt af ærefrygt over synet, udbrød en af de andre rejsende (fra Østrig), at det ikke var noget særligt. Bjerge havde han set masser af. Kan man ikke indtage det smukke, selvom man har set noget der ligner? Hvordan kan man undgå at bemærke skønheden omkring sig?
I Danmark har vi ikke bjerge
Jeg har oplevet stor natur i USA, Peru, Uganda, Indonesien og Vietnam. Og alle oplevelser har sat deres spor på min nethinde og mit indre. I Danmark har vi ingen bjerge, men vi har åbne, vide horisonter, hvorend vi tager hen. Jeg kan være fuld af ærefrygt over en smuk solnedgang, selvom jeg har set det hele før. For ingen solnedgange er ens.
Jeg kan være fuld af ærefrygt over
en smuk solnedgang, selvom
jeg har set det hele før.
Lyden af vinden gennem træernes kroner. Duften af fugtig jord efter regn. Synet af et enkelt blad, der danser i sollyset. Jeg finder ro, når tankerne får lov at glide forbi uden at blive grebet fast. Det er uanset om jeg befinder mig på en bjergtop i Peru, eller ved vandkanten i Danmark med de vide horisonter, og nyder en stille solnedgang.
Naturens skønhed vækker ærefrygt – hver gang du stopper op
Der er noget særligt ved at stå på en bjergtop eller ved de vide horisonter. Ærefrygten kommer ikke af størrelsen i sig selv, men af erkendelsen: at man er en del af noget større. For mig, kommer ærefrygten af stilheden, storheden i naturen, og den skønhed den kan berige mig med. Når jeg sætter tempoet ned, og stopper op, kan selv den mest velkendte udsigt give mig ro i mine tanker, og fylde mig med taknemmelighed.
Bemærk skønheden og vær taknemmelig
Naturens skønhed er mange ting, og den kan vise sig overalt. Hvorfor syntes turisten fra Østrig, at udsigten ikke var værd at sætte pris på, bare fordi han havde set masser af bjerge? Ville det ikke svare til, at jeg ikke kunne nyde en solnedgang over havet på Bali, bare fordi jeg har oplevet en solnedgang over de danske kyster?
Det handler ikke om det perfekte billede
Det handler ikke om at stå på toppen, nå det fjerneste sted eller tage det perfekte billede. Det handler om at være. Jeg indrømmer da, at der er mange smukke steder i verden, jeg stadig gerne vil besøge. Og storheden ved en bjergtinde, er en anderledes oplevelse end en stille solnedgang over havet i Danmark. Men jeg kan stadig blive fuld af ærefrygt over begge dele – også hvis det ligner noget jeg har set før.
Når du næste gang møder en udsigt, kendt eller ukendt, så giv dig lov til at lade den berøre dig. For skønheden findes ikke kun i landskabets vidde – den findes i din opmærksomhed. Stå stille, træk vejret roligt, observer og lad naturen tale – og lad dig blive ændret af det. Indtag oplevelsen af naturens vidunder, om det er en sommereng, eller en fjern bjergtinde.
Foto: Mia Christensen, Mellem horisonter.
