Da horisonten blev tung: En lektion i ydmyghed

En lektion i ydmyghed i Perus højder

Det føles som om, min krop er kommet ud af takt. En mærkelig flimren i systemet, som om jeg går en anelse ved siden af mig selv. Vejrtrækningen er blevet hurtigere og besværet, og mine ben, der plejer at lystre, nægter at følge med det tempo, mit hoved dikterer.

Perus Andesbjerge er ved at vise deres sande karakter. Det er smukt, men det er også en påmindelse om, at her er det bjergene og naturens kræfter, der sætter reglerne, og min krops balance må give fortabt mod højderne.

Det er smukt, men det er også en påmindelse om, at her er det bjergene og naturens kræfter, der sætter reglerne…

En Café i midten af ingenting. En pause til at få ro på kvalmen og svimmelheden. Foto: Mia Christensen.

Gennem de golde sletter

Vi er på vej mod Chivay, der er udgangspunkt for vores tur til Colca Canyon. Vejen bugter sig gennem nationalparken Salinas Y Aguada Blanca National Reserve. Et navn, der klinger lige så vidtstrakt som de evige golde sletter. Herude i det barske terræn løber en flok vikunjaer ind i mit synsfelt, elegante og upåvirkede af den manglende ilt. De stopper op og ser sig omkring med en naturlig ro.

Det er tydeligt, at den forreste i flokken er vejviser, ligesom vores guide leder os gennem landskabet. Det er et fredfyldt syn, der for et øjeblik bringer smilet frem, før vi ruller videre mod en ensom rasteplads ude i ingenting.

Fra venstre: I højderne i Colca Canyon. Vikunja i nationalparkan. Mate de coca – kokate blandet med andre velgørende urter Foto: Mia Christensen.

Lokale midler mod højdesyge

Guiden rækker mig en dampende kop coca-te. For de lokale er cocabladene ikke bare en plante; det er medicin, kosttilskud og en livsnerve. Det siges at være rigt på calcium, men lige nu er jeg mest interesseret i dets evne til at holde mig oprejst.

Vi befinder os i 3.600 meters højde. Det er her, min grænse går. Svimmelheden borer sig ind bag øjnene, og et let tryk minder mig konstant om, at jeg er gæst i en højde, min krop ikke forstår.

“Aqua de Florida,” siger guiden og rækker mig en lille flaske blomstervand. Jeg gnider et par dråber mellem hænderne og indånder de aromatiske, dybe toner. I et kort sekund føles det som om, hovedet klarner. Det fjerner ikke højdesygen, men det giver mit system noget rart at fokusere på. En lille, duftende pause fra ubehaget.

Her begynder mine muskler at skrige efter ilt – 4.910 meters højde. Højeste punkt på vej mod Chivay.

Det højeste punkt – og kunsten at give efter

Kort før vi når Chivay, krydser vi turens højeste punkt i 4.910 meters højde. Her mærker de fleste af os, hvordan åndedrættet for alvor bliver en udfordring. Da jeg træder ud af bussen for at betragte de golde bjerge, skriger mine muskler efter ilt. Det er en lektion i ydmyghed overfor naturens kræfter; her hjælper hverken vilje eller tempo. Man må bare være. Stille.

Da vi endelig ankommer til Chivay, trænger min krop til et tiltrængt hvil. Planen lyder på en tur til de varme kilder, men svimmelheden og det tunge åndedræt minder mig om, at jeg stadig er i ubalance. Min krop har brug for ro frem for flere oplevelser. Jeg vælger at lytte til den, springe udflugten over og i stedet lade stilheden i Chivay hjælpe mig tilbage i takt.

En tiltrængt pause i charmerende og beroligende omgivelser i Chivay. Foto: Mia Christensen.

Colca Canyon (Colca-kløften)

“Kondorens rige”

Kondoren har et vingefang på over 3 meter. Andeskondoren er nærmest lydløs. Den mangler den ”stemmeboks”, som de fleste fugle er udstyret med. Dette medfører, at de sjældent frembringer nogen lyde. I stedet kommunikerer kondoren primært gennem kropssprog og visuelle signaler.
Colca Canyon i Peru er en af verdens dybeste kløfter, hvor højden varierer. Bunden ligger mellem 1.800 og 3.000 meter over havets overflade, mens de højeste punkter ligger 4.000-5.000 meter over havets overflade. Vejen dertil når op på omkring 4.900 meters højde.

Fakta om Kokablade

Lokalt middel mod højdesyge

Kokablade er kendt i Andesregionen for deres ernæringsmæssige og stimulerende egenskaber. De indeholder en række næringsstoffer, herunder proteiner, fibre, vitaminer og mineraler.
Næringsstoffer i kokablade:
Mineraler: Bladene er særligt rige på calcium (med op til 990-1033 mg/100g tørvægt), jern, fosfor og magnesium.
Vitaminer: De indeholder vitamin A, E, B1, B2 og C.
Protein og Fibre: Bladene indeholder betydelige mængder protein og over 50% kostfibre.
Tygning af bladene (ofte med et alkalisk middel) bruges traditionelt til at dæmpe sult, træthed og bekæmpe højdesyge.
Indholdet af kokain-alkaloider i bladene er meget lavt. En kop te indeholder typisk omkring 4-5 mg organiske kokain-alkaloider, hvilket svarer til en mild opkvikkende effekt sammenlignelig med kaffe.

Mødet med bjergenes alvor – og morgenmadens medicin

Når man træder ind i hotellets lobby, bliver man mindet om højdernes ubarmhjertige alvor. I hjørnerne står iltmasker, bårer og medicinsk udstyr klar – tavse vidner om, at bjergluften kan være en overmagt.

Set i det lys føler jeg mig heldig. Mine egne symptomer er forblevet i den milde ende; en påmindelse frem for en krise. Kroppen har langsomt fundet en form for våbenhvile med de tynde luftlag, hjulpet godt på vej af et par ekstra timer under dynen, de varme kopper te og de aromatiske blomsterdråber.

Ved morgenmaden møder man et andet syn, der er unikt for disse egne. Side om side med brød og frugt står kurve fyldt med friske, grønne cocablade. Det er naturens eget apotek, serveret helt enkelt. Man kan brygge sin egen te eller gemme en lille håndfuld blade i lommen til dagens sightseeing, så man har dem ved hånden, når luften bliver knap.

Men man skal ikke bare gumle løs. Der findes en teknik og en respekt omkring de virksomme blade, som man bør lære. Jeg fandt hurtigt ud af, at det bedst kan betale sig at spørge de lokale til råds.

Læs også rejseberetning om Peru – en verden i farver