Tandemspring: 30 sekunder i frit fald over Grand Canyon
Hvis jeg nogensinde skal springe i faldskærm, skal det være over Grand Canyon…
Den geniale idé var min! Jeg spurgte min mand om vi skulle springe i faldskærm over Grand Canyon når vi skulle på roadtrip. Den idé var han med på fra starten…
Vi har i forbindelse med et roadtrip til USA, lagt vejen forbi Grand Canyon. I nærheden af vores camp, ligger flyvepladsen hvor Paragon Skydive holder til.
To tandemspring, tak!
Vores booking lyder på to tandemspring over Grand Canyon. Jeg parkerer lejebilen, og kan mærke hvordan nervøsiteten begynder at indfinde sig.
Det går lidt hurtigt efter sikkerhedsinstruktionen.
Jeg når slet ikke at blive nervøs!
Turen starter i receptionen, hvor vi bliver fodret med al den sikkerhedsinformation vi skal have. Der bliver udleveret en ansvarsfraskrivelse, som skal læses grundigt igennem. Imens vi læser instruktionerne og de papirer der skal underskrives, vises en sikkerhedsvideo.
Vi afleverer de papirer, hvor vi har frataget Paragon Skydive for ethvert ansvar, og får udleveret seletøj og vindtæt jakke. Det går lidt hurtigt efter sikkerhedsinstruktionen. Jeg når slet ikke at blive nervøs!
Et meget lille fly
Pludselig sidder vi i flyveren – det første chok efter at have set hvor lille bitte et fly vi skulle med, er ved at lægge sig. Nervøsiteten er også ved at indfinde sig, da piloten siger, at vi må vende om. Vejrforholdene hvor vi skal springe, har ændret sig pludseligt.
Tilbage i hovedkvarteret, forsikrer de os om, at det ikke plejer at vare længe, men at der aldrig er garantier for, hvor længe man skal vente. En halv time er gået, og piloten giver grønt lys til, at vi igen kan begive os ud på eventyret.
30 sekunder i frit fald
Vi har nået højden vi skal op på, og jeg er den første der skal springe. Min mave er som en centrifuge, og min instruktør beder mig nu om at sætte mig helt frem til kanten.
Inden jeg ved af det, har han skubbet os udover. Hjææææælp! Jeg skal døøøøøø! Maven centrifugerer stærkere, og larmen er øredøvende. Med 220 kilometer i timen, suser jeg nedad i frit fald. Mine kinder bliver grundigt rystet igennem, og mundvand er der ikke nogen chance for at få. Det bliver lufttørret!
De 30 sekunder varer i en evighed, når kroppen og hjernen bliver snydt til at tro, at det nu er slut! Jeg tror jeg skriger hele vejen!
Yes! Skærmen åbner sig
Bedst som jeg tror at dette er den værste beslutning jeg nogensinde har taget, sker der et ryk, og vi svæver en smule opad. Yes! Skærmen har åbnet sig! Pyha! Som ved et trylleslag, er der totalt stille. Vi svæver med fuglene.
Min hud har fundet tilbage til mit ansigt, og jeg har fundet min forstand, så jeg kan nyde udsigten. Der findes ingen ord lige nu, der kan beskrive denne følelse. Det er vidunderligt og fortryllende.
En sikker landing
Det er blevet tid til landing, og jeg instrueres i hvordan jeg skal positionere mine ben, så jeg ikke kommer til skade. Jeg må lukke øjnene imens vi nærmer os landingspladsen.
Vi nærmer os hastigt landingen, og med ét har jeg benene på jorden igen. Min instruktør spørger mig om noget, men jeg kan dårligt svare. Jeg er helt målløs. Efter cirka et par minutter på fast grund, slår adrenalinen for alvor ind.
Det har været grænseoverskridende, fuldstændig frygtindgydende og frygteligt. Men i særdeleshed en fuldstændig fantastisk, fortryllende og vidunderlig oplevelse.
Foto: Paragon Skydive.
