| |

Vejledning: Afhentning af lejebil og problemfri kørsel i USA

Afhentning af lejebil

Der opfordres til tålmodighed! Selv om man har bestilt leje hjemmefra i god tid, er der mange formaliteter der skal ordnes.

Hvis du henter din lejebil efter en lang flyvetur, kan det mildt sagt være en udfordring, at beholde begge ben på jorden. Du vil blive tilbudt en hel masse ekstra som du skal betale for. Som oftest kan du sige nej til det hele. Vær standhaftig! Du skal dog selvfølgelig sikre dig, at al forsikring er inkluderet.

Kørsel i byerne

Jeg fik en ilddåb på mit første roadtrip. Afhentning af lejebil trak ud, og jeg endte i Las Vegas myldretrafik. En lidt skræmmende oplevelse efter en meget lang rejse fra Danmark.

Den oplevelse jeg har haft i det vestlige USA, er dog, at man giver plads til hinanden – også i myldretrafik. Men man skal selvfølgelig stadig være opmærksom på, om der gives plads, hvis man skal over i en anden vejbane.

I byerne (store som små), er det i et lyskryds tilladt at dreje til højre, selvom der er rødt. HVIS man vel at mærke ikke er til gene for trafikken. Det tager lige lidt tilvænning, men ellers husker man på det den første gang der holder en bag ved og dytter. De steder hvor det ikke er tilladt, vil det være markeret på skilte i krydset.

Det er generelt en god ide, at sætte sig ind i færdselsreglerne, der måtte afvige lidt fra de danske.

Væn dig til store afstande

I USA er der længere til alting end i Danmark. Hvis du spørger om vej, og en af de lokale siger: ”lige rundt om hjørnet” eller ”lidt længere ned af vejen”, kan det godt være 20 minutters kørsel længere væk (eller mere).

Færdselskontrol!

Highway patrol er til stede alle vegne. Nogle veje er overvåget fra luften eller via kamera og radar. Så mit råd er: Overhold fartgrænserne, og kør hensynsfuldt. Desuden får man en klækkelig bøde, hvis man smider affald på vejene. Omkring 500-1000$.


Yderligere om vigtige færdselsregler i USA

Gode råd om trafik og kørsel i usakør-selv ferie og færdselsregler.
Information om billeje og færdselsregler i USA.

Overhold altid fartgrænserne. Nogle steder overvåges kørsel via kamera. Foto: Joshua Hoehne. Unsplash.com

Rastepladser

Hvad vi betegner som en rasteplads i Danmark, er et mere sjældent syn på de amerikanske veje. Men kig efter afkørsler til ”Rest stop”. Der er som oftest borde, toiletter og nogle gange automater hvor man kan trække snacks og drikkevarer.

Hvis der står ”gas and food” ved afkørslerne, er det oftest en samling af en masse fastfood-kæder. Her er alt hvad maven begærer – måske med undtagelse af det sunde. Men der findes velassorterede tankstationer der har de sundere snacks. Nogle steder kan man også støde på en subway, hvis man vil have en sundere sandwich. Men det er oftest “greasy” fastfood.

Wendy’s – en af de mange fastfood restauranter. Men det kan også være en del af hele oplevelsen at afprøve noget man ikke kender.

Nemt at færdes i USA

Med en god forberedelse, er man godt på vej. Det er nemt at færdes i trafikken i USA, når først man har vænnet sig til de anderledes skilte. Der er en større hensyntagen til hinanden end man har i den danske trafik (i hvert fald hvad jeg har erfaret i det vestlige USA). Der kan selvfølgelig være undtagelser i storbyerne.

På roadtrip i USA, kørte vi cirka 50 timer ialt. Vi kørte ikke på noget tidspunkt forkert. Hvis du ikke har en velfungerende GPS, vil jeg anbefale at leje en hos biludlejningen. Hvis du bruger telefonen, bør du tjekke om din telefon er kompatibel med det net de bruger i USA.

5-cifret kode ved tankning

Ved nogle stationer, skal man indtaste en 5-cifret kode når man betaler med kreditkort ved standeren. Den første gang jeg prøvede det, gik jeg helt i panik da min almindelige pin-kode ikke gik an. Men det er en Area-code/ zip code. Prøv med det berømte postnummer “90210”! Se yderligere tips angående tankning her.

Den sorte stander er IKKE diesel!

Vær sikker på hvad du tanker! Oftest, er den grønne pumpe nemlig diesel. De sorte tankpistoler er blyfri.


Måske vil du også gerne læse...