Indonesien: Hjemme hos Orangutangen på Sumatra
På en rejse til Indonesien i sommeren 2025, var den eneste årsag til at tage til Sumatra, at se orangutanger i deres naturlige levested.
Det kan man gøre to steder i verden – begge i Indonesien, nemlig på Sumatra og Borneo. Her er min personlige beretning om mødet med Orangutanger.
Punky Monkey
Luftfugtigheden rammer mig som en mur der omslutter alt, imens solen retter sit skarpe spotlys mod junglen. Alle affaldsstoffer klæber til huden, og tøjet bliver hurtigt tungere og gennemvædet af sved.
Luftfugtigheden rammer mig som en mur der omslutter alt, imens solen retter sit skarpe spotlys mod junglen.
Cikaderne kvidrer deres øredøvende sang, og raslende lyde fra trætoppene på en vindstille dag, bevidner om dyrisk aktivitet. Den erfarne guide stopper op og peger mod et træ og siger ”punky monkey”. Lige foran mig poserer en charmerende Thomas Leaf Monkey (Thomas’s langur), der kun findes på Sumatra.
Et øjeblik glemmer jeg alle mine anstrengelser, imens jeg betaget beundrer den lille abe, med det karakteristiske punker-look og det mest bedårende ansigt.
Øjne i træerne
Orangutangerne bevæger sig hurtigt rundt i trætoppene, og det kan være svært at få øje på dem. De er meget adrætte og svinger sig med lethed fra gren til gren ved hjælp af deres lange arme. En orangutang kan have en armvidde på omkring 250 centimeter. Når en orangutang står op med armene nede langs siden, kan de klø deres ankler uden besvær. På landjorden i junglen, bevæger vi os betydeligt langsommere end det rødbrune skovmenneske.
Navnet orangutang oprinder fra to ord på malaj og indonesisk; ”orang” betyder menneske og ”hutan” betyder skov. Orangutang kaldes derfor også skovmennesket.
Bevæger sig ikke i flok
Orangutanger bevæger sig ikke i flok, og er derfor mere sårbare overfor lurende farer. Hannerne lever alene, og som oftest også hunnerne, som dog kan bevæge sig i en lille flok med nært beslægtede hunner. Orangutangen reproducerer langsomt, da de tager sig af deres unger i 6-8 år.
Min krop kæmper med det bakkede, stejle terræn og med den ulidelige hede. Vi er på vej mod Gunung Leuser National Park på Sumatra. Orangutanger kender dog ikke til landegrænser, så vi skifter spor, efter vores guide har fået et tip af en af de lokale. Lige udenfor nationalparken bevæger vi os på privat grund – med ejerens samtykke – ind på hans landbrug. Dog ikke som vi kender det, da han dyrker forskellige frugter, avocado og andre afgrøder iblandt klipper, grotter og junglens høje træer.
Vi holder en vandpause i skyggen på et højdedrag. Solen står højt på himmelen nu, og den bryder igennem de høje træer. Min mand peger mod en af trætoppene der er i vores synsfelt fra højdedraget. Lige der, foran os, imellem grenene, ser jeg den rødbrune pels, der skinner orange i solens stråleglans. Den yndigste hun. Omkring 8 år gammel. Den kaster sit mutte blik på os, og kigger med en undren. Hunnerne er ikke så sky som hannerne, så hun er ikke bange for at komme ud af sit skjul.
Betaget og beriget, betragter jeg dette vidunder. Med de karakteristiske lange arme, svinger hun sig videre til det næste træ, og finder hvile på en grønnere gren.
Jeg har altid syntes, at en orangutangs blik bevidnede om en visdom vi mennesker ikke har adgang til.
Skovens visdom
Jeg kan ikke få mine øjne fra det menneskelige blik der sendes min vej. Jeg har altid syntes at en orangutangs blik bevidnede om en visdom vi mennesker ikke har adgang til. Hvad mon hun tænker lige nu?
Med ét bliver fortryllelsen ophævet, da hun hastigt bevæger sig videre ind i junglen, og vi har svært ved at følge med på landjorden. Det er på tide at begive sig videre ind for at se om der er flere der vil tage imod besøg.
Der går en times tid inden vi når til et sted hvor en anden hun, bevæger sig med lethed imellem træernes skjul. Jeg kigger som om jeg er fastfrosset i dette øjeblik, for jeg vil ikke have at det skal ende. Jeg er som fortryllet af de gyldne skovmennesker. Hjertet slår kolbøtter i takt med at orangutangen akrobatisk søger videre på sin færd. Hun kommer utroligt tæt på- lige imod mig, og drejer af til et andet spor.
Hun er nu lige ovenover os, og imens vi kigger betaget, advares vi af guiden om, at der kan komme affald fra diverse kropsåbninger i hovedet på os, så slut med at stå med åben mund og glanende på vidunderet.
Gunung Leuser National Park
Vi går videre mod nationalparken, og ved indgangen holder vi en lidt længere pause, hvor den friske frugt, som guiden har taget med, nydes i fulde drag midt imellem skovens skygge og cikadernes uendelige kvidren.
Efter cirka fem timers trek, er det godt med energi fra en læskende og sød vandmelon, bananer og frisk ananas. Således tanket op med kulhydrater, går vi videre ind i nationalparken, men vi når ikke langt, inden vi drejer af, da en han er blevet set i nærheden – tæt på Bukit Lawang, som er en lille turistlandsby på bredden af Bahorok-floden, hvorfra de fleste treks til nationalparken starter.
Truet af en selfiestang
Vi har fået øje på ham, men han leger gemmeleg i de bladfyldte grene. Hannerne er mere sky, og dette eksemplar lader sig ikke lige lokke ud af sit skjul. En af de andre turister kommer lidt for tæt på, og han kommer med et advarselsskrig. Vi får besked på at trække væk fra ham.
Grunden til dette udbrud, var en der filmede med et Go Pro kamera på en selfiestang. Aberne kan reagere forskelligt på objekter som ikke forekommer i deres naturlige miljø, og kan let blive skræmte.
Vi trækker os, og sidder stille et stykke tid, imens vi observerer om han finder mod til at komme ud af sit skjul. Vi kommer dog tæt nok på, til at vi kan se hans karakteristiske skæg og fedtfolder, der udvikler sig i takt med at den bliver ældre. Denne han er omkring 19 år gammel.
Tilbage til bekvemmeligheden
Trætte og mætte af oplevelser, bevæger vi os tilbage mod landsbyen Bukit Lawang til vores hotel Rindu Alam, der ligger ned mod flodbredden. Al det ubekvemme og besværlige på vejen i junglen, er forsvundet som ved et trylleslag. Vi har været på trek i junglen i omkring syv timer, men de små og få øjeblikke vi har haft i selskab med orangutangerne, er alle anstrengelser værd, når hjertet er fyldt.
Alt skal nu vrides og vaskes, minder og oplevelser skal lagres, og vores aircondition på værelset kalder på vores opmærksomhed.
Eftertanker
På vej mod Bukit Lawang, kørte vi forbi mange palmeplantager. Det er et flot syn, men vi ved også, at meget regnskov bliver ryddet for at skabe palmeolieplantager. Dermed forsvinder naturlige levesteder for blandt andet orangutanger. Olien bruges af de lokale til madlavning, og foruden dette, anvendes den også til alt fra fødevarer til kosmetik og rengøringsmidler – palmeolien er billig, og derfor den foretrukne olie af de lokale. Det er en stor industri og eksportvare.
Det er hårdt arbejde at høste de 25-30 kilo tunge palmefrugter, og undervejs fik vi set hvordan det foregår. Jeg kan godt sætte mig ind i de lokales behov for billig olie til madlavning og de nødvendige lokale arbejdspladser der følger med i industrien. Og der er jo også altid flere sider af samme historie. Men der indfinder sig alligevel en tristhed, når man tænker på hvor mange naturlige ressourcer der bliver udryddet for at gøre plads til palmeplantager.
Men den diskussion ville være respektløs at gå ind i med de lokale. Desuden sagde vores guide, at man godt vidste at der var en modvilje fra nogle Europæiske lande. Det var ham der også forklarede vigtigheden af palmeolien for de lokale. Af respekt for Indoneserne gik jeg ikke ind i en diskussion. Jeg kan tænke de tanker for mig selv, og når jeg kommer hjem vil jeg tjekke indhold en ekstra gang, for at undgå palmeolie.
Foto: Mia Christensen, Mellem horisonter og Søren Poulsen.
