|

Hvordan planlægger man sit eget roadtrip?

Vejledning til planlægning af dit roadtrip

Den første tur…

Efter en grupperejse til USA i 2015, besluttede min mand og jeg os for, at se mere af USA på egen hånd. Man kan købe sig til kør-selv rejser, hvor alt er planlagt, men vi ville gerne selv planlægge, da vi havde nogle helt klare mål og planer med turen.

Alt er større – der er højt til himmelen og plads til at tænke store tanker. På vores tur i 2015, mærkede jeg netop suset ved at være i den store natur, at opleve den absolutte stilhed. At gøre plads til de store tanker, og få sat nogle ting på plads i afkroge af mit sind.


Jeg oplevede også hvor befriende det var, bare at være til, uden forstyrrelser og afbrydelser af dagligdags elektronik og digitale forstyrrelser.

Det store roadtrip eller etaper

Det var først planen, at vi ville tage det store roadtrip på 3 måneder, men det ville tage alt for lang tid at spare op til, og det ville også være umuligt for os begge at holde fri så længe i samme stræk. Så vi besluttede os for at dele turen op i etaper af 14-16 dage. Så kan vi også komme hurtigere afsted, og vores drømme vil være indenfor rækkevidde (hvilket er det vigtigste).

Desuden havde vi begge oplevelsen af, på rejsen i 2015, at have fået så mange indtryk der skulle bearbejdes efter hjemkomst til andedammen. Derfor tror jeg at en kortere periode passer bedst i vores temperament og rejseplan.

Igang med kørekort…

For at leje bil i USA, skal man have haft kørekort i minimum 1 år. Og da ingen af os har kørekort, og aldrig har haft behov for et, starter forberedelserne der.

Intet kørekort, ingen billeje, intet roadtrip! Så det startede jeg på i oktober 2016. Marts 2017 fik jeg så endelig mit kørekort i fjerde forsøg. Sideløbende lagde vi en plan for, hvor vi ville hen, hvilke steder vi ville se og hvilke muligheder der var i nationalparkerne.

Planlægning

Succes med rejsen ligger i planlægningen og forberedelserne

Der er meget der skal planlægges. Billeje og flybilletter er den mindste del. Vi valgte at bestille en pakkerejse igennem FDM travel, hvor vi havde inkluderet flyrejse t/r, billeje (der vil altid være ekstra udgifter – især hvis man vælger at aflevere bilen i en anden by end afhentning), første og sidste overnatning på hotel.

Dette var vores skelet, som vi byggede vores drømmerejse på. Vi ville gerne have overnatninger på både hotel, hytter og camping i telt på naturcampingpladser. Så det blev en god blanding. Det eneste camping udstyr vi havde var soveposer, så vi planlagde at købe telt, liggeunderlag, pude, køleboks til bilen og et lille primus-blus til at varme noget mad. Indkøb af alt udstyr ville vi foretage på vej ud af Las Vegas i et Walmart Supercenter som har ALT.

Omgivelserne ved en af vores camps – Wawona campground ved Yosemite National Park.


Vi endte med omkring 52 køretimer i lejebil, og 3800 kørte kilometer.
– All part of the experience! –


Måske vil du også gerne læse...