Gorillatrekking, Uganda: da jeg så en bjerggorilla i øjnene
Trekking i Bwindi Impenetrable Forest, Uganda
En truet art
Bjerggorillaen er en truet dyreart. I skrivende stund, estimeres det, at der er omkring 880 tilbage i verden. Tallet er dog langsomt stigende takket være bevaringsindsatsen. I 2013 var der cirka 800. Omkring 400 af dem er i Bwindi Forest i Uganda.
I mange år har min mand og jeg delt drømmen om, at se og møde de store planteædende bjerggorillaer på deres eget territorie. At opleve dem, hvor de har hjemme, og lever som bjerggorillaer gør bedst – i regnskoven hvor de selv finder føde, og lever i et kærligt fællesskab. I efteråret 2013, blev denne drøm til virkelighed, og jeg troede næsten ikke på at det var virkeligt, før jeg sad et par meter fra den ældste silverback i Bitukura familien.
…hvor de selv finder føde, og lever i
et kærligt fællesskab…
Gorillaer i disen
Klokken er fem om morgenen, og vi kører ad snoede bjergveje mod Bwindi Impenetrable Forest i Uganda. Tågen slynger sig dovent imellem dale og træer, og efterhånden som vi snor os længere opad, åbenbarer sig et syn, som jeg kun kan gengive med betegnelsen og følelsen af ærefrygt.
For første gang oplever jeg en skønhed i naturen, som jeg undlader at tage et billede af, for det vil ikke yde det retfærdighed. Efterhånden som vi nærmer os regnskoven i den tidlige magiske morgenstund, fyldes jeg med frydefuld forventning over at skulle se de imponerende bjerggorillaer i højlandet.
Trackere finder spor
Trackere finder spor efter gorillagrupperne tidligt om morgenen (omkring kl 4), og når de ved hvor gruppen er, giver de besked til vores guide om hvor vi skal hen. Vi ved ikke hvor langt vi skal trekke i regnskoven. Varigheden kan være flere timer, da gorilla gruppen kan have bevæget sig længere væk siden de blev spottet.
Her findes ingen veje og stier. Den vej vi går, ryddes ved håndkraft med macheter, efterhånden som vi bevæger os ind i regnskoven. Bagerst i gruppen er en guide med en AK-47 for vores beskyttelse, og i tilfælde af at krybskytter skulle krydse vores eller gorillaernes vej.
Min største bekymring er dog ikke krybskytter, men at mine tarme beslutter sig for at skulle tømmes undervejs, da hele gruppen i så fald skal stoppe, der skal graves et hul, hvorefter gruppen venter imens man gør sig færdig (”no pressure”) og hullet dækkes til igen.
Fakta
Vidste du det om bjerggorillaen?…
- Bjerggorillaen (højlandsgorilla), er den største menneskeabe.
- Arter der betegnes som menneskeaber:
Orangutang
Gorilla
Chimpanse/Bonobo - Hvad vejer den?
Hunnen vejer op til 110 kilo, hannen op til 210 kilo. - Hvor lever den?
Den lever iI regnskovene i det centrale Afrika. - Hvor meget kan en gorilla æde om dagen?
En han kan æde 25 kilo blade på en dag – det svarer til 150 salathoveder.
Livet som bjerggorilla
Fakta om bjerggorillaens liv
- Gorillaer lever i flokke, der normalt indeholder fem til 10 medlemmer. Hver flok ledes af en ‘sølvryg’, en silverback.
Det er en stor, gammel han med sølvgrå pels på ryggen. Nogle gange brøler og slår sølvryggen sig på brystet for at fortælle andre gorillaer i området, hvor hans familie befinder sig. På den måde kan gorillaerne undgå hinanden og ligeledes undgå at komme op at slås med naboerne. - Gorillaer hilser på hinanden ved at gnubbe næser, omfavne hinanden og tage hinanden i hånden.
Opførsel på gorillatrekking i Bwindi
Ved lejren hvor vi samledes, fik vi en introduktion fra vores guide om den gorilla gruppe vores lille selskab på 6 personer skulle besøge – ”Bitukura” hedder den. I kølvandet, fulgte også informationer om opførsel.
Guiderne er uddannet til at omgås naturen og gorillaerne. De ”taler” deres sprog. Så alt hvad de beder os om, skal vi gøre for vores egen sikkerheds skyld. Ingen høje råb og lyde. Ingen blitz på kamera, da det skræmmer dem. Tjek kamera og funktionerne inden vi kører ind til regnskoven. Sørg for at bruge vandrestokkene – der er nogle steder ufremkommeligt terræn – ingen stier eller veje.
Hvis vi skal på toilettet, skal guiden have
besked, og så skal der graves et hul…
Vi må ikke opsøge gorillaerne, og hvis de selv er nysgerrige og indleder kontakt, skal vi forholde os passive. Vi skulle nu bare vente på trackerens opringning til guiden om hvor vi skulle hen. Nu var det praktiske på plads, og vi ventede i spænding på, at det skulle blive meget mere virkeligt. Opringningen kom en halv time efter – ”så kører vi”!
Bevæbnet ranger
Vi bliver sat af på en grusvej cirka 10 minutters kørsel fra lejren i Bwindi. En tracker danner fortrop med en machete, så han skabte en sti i det stejle terræn og det ufremkommelige krat. Derefter følger guiden, vores selskab trop. Og som bagtrop, en vagt med en AK47.
Bagtroppen skal jeg lige vænne sig til. Men jeg føler mig tryg. Vi er trods alt på ukendt terræn på vej til at se gorillaer og der er mange andre dyr vi kan møde på vores vej – blandt andet skov elefanter. For ikke at tale om krybskytter.
Dette majestætiske øjeblik vil for evigt være med mig…
Efter en halv time, får vi besked på at lægge vores rygsække og kun medbringe vores kamera. Mit hjerte banker hurtigere og hele kroppen dirrer. Efter et par minutter forstår jeg, at det er fordi vi er på vej ind i et krat hvor vi skal se vores første bjerggorilla. Er det allerede nu? Er det virkeligt?
Alt står stille, men jeg kan høre min puls. Vi går ind i en lysning i regnskoven, og lige der – fire meter fra mig, ligger den gamle, pensionerede silverback. Jeg holder vejret, og mine tårekanaler har overtaget kontrollen. Dette majestætiske øjeblik vil for evigt være med mig.
Gammelfar
Den gamle bjerggorilla holder sig lidt på afstand af den øvrige familie. Han har haft sin tørn. Her ligger han bare helt fredeligt og hygger sig, og så kommer vi og forstyrrer. Efter nogle minutter siger vores guide: ”NÅR han angriber, kigger i bare den anden vej” – What? NÅR han angriber.
Pludselig siger guiden ”Når han angriber,
kigger i bare den anden vej”
Guiden taler fremragende ”gorillasprog”, for efter et par minutter, rejser han sig op i sin fulde højde og slår sig på brystet imens han træder et skridt frem imod os. Vi vender os alle væk og kigger den anden vej, og den afvisning accepteres af den gamle gorilla. Men han gider os ikke mere, så han forsvinder roligt ind i krattet.
Mød gorillafamilien
Vi følger roligt efter. Guiden har spottet nogle gorillaunger der leger langt oppe i træerne, hvilket er et tegn på at resten af familien er meget tæt på. Når de vandrer, flytter vi med på slæb. Vores guide taler gorilla, og udstøder indimellem nogle lyde, der vistnok betyder ”vi er rolige, vi bringer ikke ondt”.
Jeg sidder på en pude af grene på vores sti igennem junglen, hvor vores gruppe gør holdt iblandt en silverback, en mor med unge og legende unger der svinger sig rundt i grenene, imens de kigger forundret ned på os.
Mit hjerte svømmer over med taknemmelighed.
Det kan ikke blive større end
i dette øjeblik.
Fra krattet ved siden af mig, hører jeg en raslen, og jeg ved instinktivt, at jeg for alt i verden ikke må gå i panik. Jeg vender mig mod lyden, og ser direkte ind i de store smukke øjne på en ung hungorilla. DER SIDDER EN GORILLA EN METER FRA MIG!
Hun affinder sig med min tilstedeværelse med en ophøjet ro og en væren der er tilstede lige nu og her. Hun tænker ikke på om lidt eller i morgen, men på den bid hun tager lige nu for at få næring. Mit hjerte svømmer over med taknemmelighed. Det kan ikke blive større end i dette øjeblik.
I et tæt krat, med nogle enkelte fordybninger, bevæger vi os ind til hele familien der nu er samlet. Vi træder forsigtigt, og beskuer alle med respekt. Den kæmpe silverback der leder familien, som er stor og farlig flot.
Vi ser da også med hvilken lethed han knækker stykker af sukkerrør, som en voksen menneskemand udstyret med en machete, skal arbejde hårdt på at få bugt med. Så man holder vejret og er HELT ROLIG!
Han accepterer, eller måske nærmere, tolererer vores tilstedeværelse. Silverbacken er omgivet af alle hunnerne og ungerne. Hvor jeg end kigger hen, ser jeg gorillaer, der roligt bevæger sig rundt efter føde og selskab af deres familie. Hvilken fryd!
Farvel – og på gensyn?
Vores sidste møde med en bjerggorilla- og et passende farvel, er en han der er kommet til skade i en af krybskytternes fælder. Nogle af hans fingre er skåret af, så det ser ud som om han konstant giver ”fingeren” – det er så vores exit – tak for jeres besøg- tak fordi i går.
Vi må kun være sammen med gorillaerne i en time, og aldrig har 60 minutter passeret så hurtigt. Efter at have fulgt gorillaerne i bunden af regnskoven, går vi forsigtigt opad, og på vejen ud, får vi alle endnu en gribende afskedsscene fra Bwindi.
Tågen er lettet, og jeg får gåsehud af at skue udover regnskovens fulde magi og storhed når det ses fra oven. Fugle der svæver elegant henover skoven giver et sidste sug i maven af hengivenhed og ærefrygt.
Fakta om besøgene hos gorillaerne
- Besøgene hos gorillaerne er kontrolleret. Der er respekt om bestanden, så de netop ikke vænner sig for meget til den menneskelige tilstedeværelse, for ikke at tale om eventuelle vira vi kan bære på, som kan være skadelig for bestanden.
Denne oplevelse er dog stadig turisme, og netop denne familie vi var heldige at besøge, er en rolig gruppe, der er tilvænnet til at der kommer ”tilskuere” forbi i ny og næ. Men alligevel var oplevelsen ikke mindre fantastisk for mig. Den pris man betaler for at få lov til at komme på besøg, er netop med til at støtte bevaringsindsatsen, uddannelsen af guider og støtte til de lokale landsbyer, der får en indtægt, så de ikke af nød dræber de truede gorillaer. - Tal fra 2025 fra WWF: Bjerggorillaen findes i skove omkring 2.500 til 4.000 meter over havets overflade. Der findes to bestande, der samlet tæller 1.063 individer; Virunga-bestandene i DR Congo, Rwanda og Uganda, og Bwindi-bestanden i Uganda. Takket være et kæmpe arbejde for at bevare bjerggorillaen, er bestanden voksende: I 2010 blev der talt 786 individer, i 2012 blev der talt 880 og den nyeste optælling fra 2024, har talt 1.063 bjerggorillaer.
Det er svært at sætte ord på, men alle mine forhåbninger, drømme og følelser omkring disse sindige menneskeaber, blev indfriet til fulde. Det var en gribende, dybfølt glæde der bredte sig i mig og en ærefrygt overfor disse fantastiske gorillaer. Med en dyb taknemmelighed over, at de ville lade os komme så tæt på. Man forstod også hvor sårbare og dyrebare disse vidunderlige skabninger er!
Foto: Mia Christensen, Mellem horisonter og Søren Poulsen
