|

New York, New York

Byen der aldrig sover….

(Denne artikel fra 2016 er fra det tidligere travelheart.dk.)

Jeg elsker de store amerikanske film og elsker serier som “CSI New York” og “NYPD Blue”. Denne fantastiske smeltedigel af kultur, arkitektur, mode, kreativitet og opfindsomhed, bliver ved med at inspirere. Hvis du først har forelsket dig i byen, vil du vende tilbage igen – du bliver aldrig færdig med at opleve og indånde New York.

Bo billigere – få råd til mere!

Du kan sagtens finde et lækkert 4-5 stjernet hotel i New York – der er masser af dem. Men helt ærligt? Jeg vil meget hellere bruge mine penge på oplevelser end på en fancy udsigt. For mig handler det om at bo billigt og centralt, så jeg har flere penge til alt det sjove: mad, oplevelser og måske lidt shopping. Så længe værelset er rent, og der er både bad og toilet, behøver jeg ikke mere luksus end det. Man er jo alligevel ude og opleve byen det meste af tiden – det ville næsten være spild at gemme sig på værelset.

Times Square.

Jeg har selv boet på Hotel Carter, som lå lige midt på Times Square på 43rd Street – kun få skridt fra en subwaystation. Indretningen var bestemt ikke noget at skrive hjem om – tomme vægge og gardiner, der havde set bedre dage – men der var aircondition, og beliggenheden kunne ikke blive bedre. Og vigtigst af alt, var der rent og eget bad og toilet. Så hvis du ikke går så meget op i design og luksus, men mere i at bo centralt til en god pris, så er det et rigtig fint valg. (Update: Hotel Carter findes ikke længere – men bare rolig, der er stadig masser af andre hoteller i samme stil og prisklasse).

Jeg vil ihvertfald klart anbefale at spare på udgifterne til hotellet….så kan man måske også få råd til at komme tilbage til byen igen, hvis man ikke har lyst til at bruge hele sin opsparing på hoteller.


Getting around…

New York er fuld af fantastiske steder at opleve – og det bedste er, at mange af dem faktisk ligger i gåafstand fra hinanden. Inden jeg tog af sted, var jeg lidt spændt på, hvordan det ville være at færdes i New York. Men både på gaderne og nede i subway’en følte jeg mig mere tryg, end jeg nogle gange gør i vores egen dejlige hovedstad. (opdatering: Da rejsebeskrivelsen er fra 2012, kan forholdene have ændret sig).

Et blik ned ad gaden på Grand Central Station.

Subwayen er en oplevelse i sig selv. Ved flere stationer måtte jeg vente på det næste tog, fordi underholdningen var af så høj en standard, at jeg følte det som om jeg var til en lille koncert. Der er en fantastisk akustik i Subwayen. Her kan gemme sig små, magiske øjeblikke. Musikere, der forvandler en kedelig ventetid til good vibes.


Det er godt at gå rundt på egen hånd og gå på opdagelse i den vibrerende storby. Men man kommer også hurtigere rundt hvis man bruger den offentlige transport. Lad være med at planlægge for mange ting på din rejse, da du på en uges ferie alligevel ikke kan nå at se alt hvad New York har at byde på. Lav en liste med nogle få ting du bare VIL se, og gå på opdagelse for resten – oplev byen og vær nærværende.

Et kig udover New York med den karakteristiske Chrysler Building i midten

Guidede ture…

Det kan være en god ide at starte rejsen med en guidet tur rundt i new york, og gerne en der indeholder en bådrundfart hvor du kan opleve Brooklyn Bridge, Ellis Island, Frihedsgudinden og Manhattan Skyline. Brooklyn Bridge er også et fantastisk syn hvis du går hen over broen til fods – en fantastisk gåtur i New Yorks flotteste kulisse.

Det kan være fristende at købe et såkaldt “New York Pass”, hvor man for en fast pris betaler for entré til mange attraktioner og transport. Men se dig for og regn lidt efter. For hvis du kun har planer om at besøge nogle få steder hvor man skal betale entré, kan det måske ikke betale sig.

Statue of Liberty. New Yorks mest berømte vartegn.

De kendte steder…

Empire State og “Top of the Rock”

Jeg føler det som at gå i en filmkulisse, fyldt med velkendte steder. Fra Empire State Building og Observation Deck på Top of the Rock (Rockefeller Building), får man nogle fantastiske billeder af byen der aldrig sover. Det er lettest at komme til tidligt morgen eller sen aften – så slipper man for den værste kø. Læs mere her: http://www.rockefellercenter.com/tour-and-explore/ og Empire State: http://www.esbnyc.com/

Karakteristisk New York-stemning.

Art Deco på toppen…

Hvis du er interesseret i design og arkitektur kan jeg anbefale et besøg i Empire State Building. Den store hall er nyrenoveret og genskabt i sin storheds pragt i den flotteste Art Deco stil.

Steder du bør se første gang i new York


Chelsea Market er en gammel (meget stor) småkagefabrik fra 1890’erne der nu er et fantastisk kulinarisk marked, hvor der også er kunsthåndværk og lokale designere. Det er et virkelig charmerende marked, hvor de gamle gulve er bevaret. Stedet oser af nostalgi og forgangne tider, samtidig med at det moderne New York skinner igennem.

Småkagefabrikken havde sit eget jernbanespor (højspor) der leverede forsyninger og fragtede gods fra fabrikken. Det er på dette højspor der nu er lavet en moderne bypark – Highline Park.

Interiør hos Crif Dogs.

Gå på opdagelse…

New Yorkerne elsker små gemte steder, og sådan et kan du også besøge hvis du finder “Crif dogs” på 113 St. Marks Place. Det ser ikke ud af meget udefra, så du skal lede lidt for at finde det. Men de har de lækreste hotdogs og den mest intime storby-autentiske atmosfære. Toilettet er f.eks. gemt i et kosteskab med graffitti overalt!

Nogle af bordene er gamle pac-man spil. Men dette charmerende sted, har også andet og meget mere at byde på. Hvis du løfter røret i telefonboksen, kan du komme ind i baren PDT (Please Don’t Tell), som er gemt bag en hemmelig dør, der først åbenbarer sig når du gives entré til baren.

Ældste irske bar

Et andet charmerende sted er  “McSorley’s Old Ale House” på 15 E 7th St – New Yorks ældste irske bar fra 1854. Med ægte saloon stemning og savsmuld på gulvet. Interiøret er blandt andet originale borde hvor der er ridset navne og beskeder i. Ægte autentisk amerikansk saloon stemning. De brygger deres eget udmærkede øl. Find vejen forbi og nyd en kold fra fad i fantastiske omgivelser. Man drømmer sig helt væk til en anden tid – et andet sted.

Vidste du…at der findes et stykke af Berlin-muren i New York? Gå på opdagelse…….hvem ved, det kan være du får uventede og spændende oplevelser på vejen derhen, som du ikke ellers kunne planlægge. Find frem til hemmelighederne.


Shopping and dining

Der er mange gode spisesteder i New York, men hvis du vil undgå en større udskrivning hver gang du skal spise, men gerne vil have et sundt og godt måltid, kan jeg anbefale”Pret A Manger” – de laver maden frisk hver dag, og desuden har de den charmerende og indbydende forretningsfilosofi “Made today – gone today” -og alle rester der er tilbage når de
lukker om aftenen, bliver givet til de hjemløse. “Pret” findes i stor stil i mange storbyer – følg linket og se hvor de er placeret i New York: http://www.pret.com/us/find_a_pret/


En “real american diner” der kan anbefales, er Brooklyn Diner (a finer diner) der er placeret to forskellige steder i New York. Priserne er ikke lave, men du får rigtig god betjening, god mad og store portioner – meget store portioner (efter dansk målestok). Du kan spise her morgen, middag og aften. Hvis du er vild med pølser og hotdogs, skal du smage deres “15 bite hotdog” – men du skal dog tage nogle KÆMPE bidder, hvis du skal igennem den på kun 15!

Den ene morgen, bestilte jeg græsk yoghurt med frugt. Der kom en lille skål og en stor skål på bordet. Den lille skål (cirka 2 dl), var yoghurt. Den store bowle var til gengæld fyldt med frisk frugt; jordbær, bananer, æbler – you name it!

The Brooklyn diner.

Julepynt – året rundt!

Hvis du – som jeg er MEGA JULEFAN, kan du året rundt købe det mest charmerende amerikanske julepynt i en lille, men meget velassorteret forretning – The Christmas Cottage . Den ligger på 7th Avenue. Jeg skaffer gerne et stykke souvenir med hjem fra rejser og ferier, der kan hænge på træet og minde mig om de oplevelser jeg har fået i gave.

Julepynt til træet fra The Christmas Cottage (ok….jeg kom til at købe mere end ét stykke).

Måske vil du også gerne læse...