Crazy Horse Memorial: Et monument for en forkæmper
I nærheden af Mount Rushmore, finder man Crazy Horse Memorial, der skal blive til verdens største monument.
To store monumenter
Sammen med min mand, har jeg lige været ved Mount Rushmore Monument. Stedet ser ud fuldstændig som man forventer når man ser det på billeder.
Fra den store indgangsportal, bliver man ledt af en stor, bred korridor hen mod monumentet, som er synligt hele vejen. Langs siderne er der en opstilling med flag for hver stat, og hvornår den blev en del af de forenede stater. Dagen for dette besøg er ekstra højtidelig, fordi det er den 11. september, 9/11.
Under korridoren er der et museum med fortællingen om, hvordan monumentet blev til, og hvilke teknikker der er anvendt ved udhugningen af de fire portrætter af præsidenterne George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln.

Manglende del af fortællingen
Men der manglede noget af historien – en væsentlig del af fortællingen. Selve landet omkring Black Hills, hvor Mount Rushmore er opført, er helligt for siouxerne, og monumentet blev bygget efter at den amerikanske regering ulovligt indtog Black Hills i strid med en traktat fra 1868, en konflikt der fortsætter i dag.
Nu, imens vi kører ad Avenue of the Chiefs på vej til Crazy Horse Memorial, føler jeg nærmest en skyld, for al den glemsel og forbigåelse af et helt folk i historiefortællingen. Men jeg føler samtidig en dyb respekt for denne memorial for Crazy Horse, og stedet der udbreder viden om historien, der ikke blev fortalt ved Mount Rushmore.
Idéen blev født
I 1930’erne, da monumentet ved Mount Rushmore var under udførelse, fødtes ideen om at Lakota Indianerne ville have deres eget monument, med en af deres egne helte. Dette monument skulle være større og endnu mere imponerende.

Projektet er finansieret med private midler og entreindtægter, så det er et monument man regner med først er færdig omkring år 2037. Projektet startede i 1948. På stedet er der også et museum og udstillinger om Lakotaernes liv og historie, deres kultur, tro og håndværk.
”I have heard you intend to settle us on
a reservation near the mountains. I don’t want
to settle. I love to roam over the prairies.
There I feel free and happy, but when we
settle down we grow pale and die.”
– Satanta, Kiowa Chief –
The Indian Museum of North America
Ved Crazy Horse Memorial findes også The Indian Museum of North America, et galleri hvor man kan se hele processen med monumentet og. Jeg bliver rørt idet jeg passerer en udstilling med 72 portrætter (fra 1930érne) – ”Custer Survivors Collection” -af de overlevende fra slaget ved Little Big horn af kunstneren David Humphreys Miller. De er ægte, bevægende og indlevende.

Miller levede blandt disse aldrende krigere, lærte deres modersmål (han lærte sig selv 14 indianske sprog) og malede deres portrætter. Tidligere havde de været tilbageholdende med at blive malet eller fotograferet, fordi de troede, at en del af deres ånd blev fanget i billedet. Hvert af de 72 enestående portrætter af “Custer-overleverne” udstråler en dyb følelse af stolthed, ære og respekt for disse tapre krigere.
Jeg var meget bevæget af at se disse portrætter, og tænkte kun på den enorme respekt der skinner igennem i portrætterne. Liv levet i glæde og smerte. Men du kan se mere om portrætterne på Crazy Horse Memorials side her.
Hvem var Crazy Horse?
- Crazy Horse (Tasunke Witco), var en berømt amerikansk indfødt fra stammen Sioux Oglala.
- Det var en tid, hvor forskellige kulturer kolliderede, og kampen om jorden blev et spørgsmål om liv og død, mens traditionelle indfødtes levevis blev truet og undertrykt. Crazy Horse reagerede ved at sætte sit folks behov over sine egne, hvilket for altid indskrev ham og hans arv ind i Amerikas historie.
Fakta om monumentet
- Planlagt højde 172 meter.
- Planlagt længde 195 meter.
- Projekt påbegyndt i 1948.
- Det skulle have været færdig i 2025, men det har stadig lange udsigter. Nu regner man med at det kan være færdigt i 2037.
Non profit projekt
Hele projektet er non-profit og er finansieret med private donationer, entréindtægter og indtægter fra souvenirshoppen. Projektet er ikke bare et monument, det er et videns,- og undervisningsprojekt som udbreder viden om kultur, sprog, forfædre og levevis. Projektet har også dannet en fond, der har uddelt over 1,2 millioner dollars i stipendier. De fleste af disse stipendier går til indfødte amerikanske studerende i South Dakota.

Foto: Mia Christensen, Mellem horisonter
