|

Belgiens fristelser i Brügge, Gent & Bruxelles

Gudebryg, luksus chokolade, vafler og renaissance – Belgiske fristelser i tre spændende byer.

(Denne artikel fra 2016 er fra det tidligere travelheart.dk. Efterredigeret oktober 2025)

Hvis man er ølentusiast….så er Belgien stedet at tage hen. Enhver by har deres eget specielle bryg. Hvis du derimod ikke er til øl, men bare noget lækkert fyldigt chokolade, så forefindes det også i massevis. Kvaliteten er høj, og det kan nydes i historiske smukke rammer.

Gent

Byen bugner af flotte renaissance- og gotiske bygninger. Smuk arkitektur i den gamle middelalderby. Men tag til det “Historiske centrum” (den gamle bydel) – der er absolut smukkest. Tag en kanalrundfart, hvor de imponerende bygningsværker udfolder sig på smukkeste vis.

Kanalrundfart i Gent.

Der er mange charmerende pladser og torve i Gent, hvor der ofte er markeder og masser af stemning. Hvis du bliver træt af shopping og vandring i de smukke gader, kan du altid sætte dig ved en af de utallige caféer/barer og få dig et godt glas velskænket belgisk fadøl. Uanset hvor du vil spise eller drikke, er kvaliteten høj i Gent.


Gravensteen Castle i centrum af den gamle bydel.

Gravensteen Castle

Gravensteen betyder grevernes slot. Det er et imponerende bygningsværk, der er renoveret og istandsat til den store guldmedalje, for at få det til at fremstå som i sin storhedstids pragt.

Slottet har også været brugt som fængsel, og på Gravensteen er der både en udstilling med ridderrustninger og gamle våben. En af de lidt mere grusomme udstillinger er med torturinstrumenter. På toppen af slottet venter der den flotteste udsigt over byen Gent.

Mikrobryg i byen Gent

Hvis du nyder at smage forskelligt øl, er der rigtig dejligt øl overalt, men anbefales kan især  “Het waterhuis aan de bierkant”. Stedet har 170 forskellige belgiske slags øl – 17 af dem er fra fad. Stedet laver også et par forskellige slags øl, som er deres egen opskrift – de kan ligeledes fås på fad. Stedet har en smuk placering ved vandkanten og er omgivet af charmerende gamle bygninger.

Torvet i Brügge.

Brügge

Hvis du tager toget til Brügge, er det ingen sag at finde ind til det charmerende centrum, da der er lavet en turiststi som du bare skal følge. Du bliver ledt direkte til smørklatten af Brügge.

UNESCO verdensarv i charmerende Brügge

Det er som at rejse tilbage til en anden tid (jeg har dog aldrig været i en anden tid end denne) – fantastisk flotte gotiske bygninger, bladguld og hyggelige caféer. Du kan gå tur langs kanalerne, drikke en dejlig hjemmebrygget øl, og meget andet.

Brügges historiske centrum er på UNESCOs verdensarvsliste og er fyldt med seværdigheder. Selvom det er en lille by, er der masser at se, opleve og smage på.

Tag de 366 trappetrin op i klokketårnet Belfort og nyd den fantastiske udsigt. På vejen op bliver der mere og mere trangt, men udsigten fra toppen er det hele værd.

Gravensteen Castle i centrum af den gamle bydel.


Bruxelles

Grand Place (Grote Markt) i Bruxelles

En af europas smukkeste pladser, der er omgivet af bygninger, der hovedsagligt stammer fra slutningen af det 17. århundrede. Det er en af de største turistattraktioner i Belgien. Nyd skønheden og bliv betaget af storheden. Pladsens vartegn er det gamle rådhus fra 1400-tallet. Grand Place står ligeledes på UNESCOs verdensarvsliste.

Fra venstre: Grand Place. Royal Palace.

Manneken og Jeanneke-Pis

Manneken Pis er jo egentlig bare en statue i en fontæne af en tissende dreng. Den lille fyr er kun 60 cm. høj, men ikke desto mindre, er han et vartegn for Bruxelles og et nationalsymbol for Belgien.

Den første gang jeg så Den lille havfrue i København, blev jeg utroligt skuffet, men det er ingenting ved siden af min skuffelse over “den lille mand”. Jeg ledte længe, indtil det gik op for mig, at jeg var gået lige forbi flere gange. Indbyggerne er meget stolte af Manneken-Pis.

Han har også en mindre kendt  “lillesøster” – Jeanneke-Pis, der er lokaliseret ikke så langt derfra – hende er de til gengæld ikke så stolte af…hun er da også godt gemt væk. Så hvis du vil se hende, skal du lede lidt – hun er gemt godt af vejen i på en meget lille lukket sidegade i et kvarter med mange restauranter. Desuden er hun godt bevogtet og befinder sig bag lås og slå – men du kan se hende igennem gitteret.

Den er gó nok…..den lille fyr er nem at overse. Til højre: Jeanneke Pis.

Placeringer:

Manneken Pis Statue
Rue de l’Etuve 31 / Lievevrouwbroersstraat 31

Jeanneke Pis Statue
Metro stop: Anneessens, Central, Bourse

Læs mere om historien bag  

Tegneserier

Belgien har en lang tradition for tegneserier, og er ophavsmænd til nogle af de kendteste figurer – bl.a. Tin Tin, smølferne, Lucky Luke, Splint & Co. Der ligger også et tegneserie museum i Bruxelles.

Overalt i byen er der figurer – store som små, husmalerier, statuer mv, der tydeligt viser traditionen for tegneserier. Humoren som går igen i tegneserierne, skinner også igennem i butiksvinduer og på gader og stræder.

Vafler og chokolade

Når du har smagt på de gyldne belgiske dråber, er det tid til at smage på deres kendte vafler og ikke mindst chokolade, som forefindes i store mængder. I mange af forretningerne, kan du blande din egen æske med lige præcis de smagsvarianter du bedst kan lide.

Belgien er velsmag og nydelse

I Brügge, Gent eller Bruxelles…velsmag og kvalitet er det der er fælles. Du skal lede længe efter en café eller restaurant, der ikke sætter kvalitet og god smag i højsædet. Og hvis du, som jeg, elsker at smage forskelligt mikrobryg, kan jeg kun anbefale dig at tage en tur til Belgien.

Man kan køre til Bruxelles på omkring 10 timer (fra København), og 1,5 time med fly. Det tager kun omkring 35 minutter at komme fra Bruxelles til Gent.


Måske vil du også gerne læse...