Man kan lære at elske naturen
Så vidt jeg mindes, har jeg aldrig været udendørs-typen. Men roen og ensomheden i naturen, har jeg altid søgt.
Som barn elskede jeg at lave huler, men har aldrig klatret i træer eller været spejder. Jeg har aldrig brudt mig om at sejle (kan stadig være en udfordring da jeg bliver søsyg), eller at blive beskidt. Og alene tanken om at skulle besørge i et hul i jorden gjorde, at jeg blev nødt til at holde mig.
Men alt det er der vendt op og ned på – bortset fra sidst-nævnte, det har jeg stadig et anstrengt forhold til. Jeg har måtte lære at være og opholde mig i naturen.
Første prøvelse…
I 2013 var jeg på en grupperejse til Uganda. En rejse med primitiv overnatning. Jeg stod det gerne igennem, da vi skulle se gorillaer i deres naturlige omgivelser. En drøm man må ofre sig for.
Vi skulle selv sætte telte op, hjælpes ad med madlavningen og oprydning. Dette var den første prøvelse og det første store vendepunkt.
Inden turen frygtede jeg alle former for scenearier jeg skulle igennem – småkravl og kryb – og ikke mindst, at skulle benytte det store offentlige natur-toilet. Så vidt kom det dog aldrig. Jeg skulle ikke ”skide i skovbunden” ej heller mødte jeg specielt mange kryb. Men derimod blev fokus vendt til at se det smukke – også i detaljerne og de små ting. Her blev der sået et frø….
Naturens klang
At vågne op til stilheden i en lejr, hvor man langsomt vågner sammen med naturen, stilheden, freden og naturens klang er en nydelse, hvis man giver sig hen til den.
Sidenhen, har jeg sammen med min mand, camperet og ligget i telt i USA. Oftest på natur-campingpladser i nærheden af nationalparker. På disse pladser er der langt til nabo-pladsen. Man skal ikke bevæge sig ud for at være i naturen – man befinder sig midt i den. Mange af disse pladser er billigere – til dels også fordi de er mere primitive. Nogle steder er der kun muldtoilet, og andre pladser har måske toiletter, men ingen mulighed for bad. Til gengæld vil man mange steder kunne bade i en sø eller en forfriskende flod – naturens eget badeland.
Forfængeligheden smutter
Efter et par dage med vådservietter, bakteriedræbende spray og muldtoilet, vil jeg dog indrømme at et bad er kærkomment. Når man er på camping på den måde, varer det dog ikke mange dage før man smider forfængeligheden og bare nyder tilværelsen og omgivelserne.
Det er befriende at mærke hvordan forfængelighedens lænker løsner deres greb. Der er absolut ingen der bemærker om dit hår sidder perfekt, eller om make-up’en er smurt ud.
At være tilstede
Fokus er på at være tilstede, at opleve, og ikke på hvordan du ser ud imens du gør det. Man kan godt gøre sig det bekvemt i et telt – med det rette liggeunderlag eller en luftmadras. Men lad mig understrege: Få fat i et godt liggeunderlag!
Jeg elsker at nyde udsigten fra teltets åbning. At ligge og dagdrømme om hvilke oplevelser der venter i dag, og den ro det giver, bare at beskue.
Måske lidt mere modig
At jeg har fået disse oplevelser og åbenbaringer på rejser, er nok tilfældigt – de kunne nok også være kommet til mig i Danmark. Det mest tiltalende ved den primitive form for camping, er for mig nok at det netop er primitivt. Man skal ikke have alt muligt overflødigt med.
Det kan også være, at jeg med alderen er blevet mere modig. Overalt i Danmark er der også masser af shelters og gratis lejrpladser til telt i naturen. På Naturstyrelsens hjemmeside, kan man se hvor de er placeret. Nogle pladser og shelters skal bookes, og langt de fleste er gratis at benytte.
Prøv det! Men der er rift om pladserne!
Hvis du har fået mod på at prøve at komme tæt på naturen i smukke Danmark, så er det bare at finde soveposen frem, og komme afsted. Du kan jo prøve med en enkelt overnatning, og se om det er noget for dig.
Generelle råd
Mine generelle råd til oplevelser/overnatning i naturen:
• HUSK MASSER AF VAND. Drik rigeligt – især hvis du skal ud at vandre.
• Efterlad KUN fodspor! Tá dit affald med hvis der ikke forefindes en skraldespand.
• Respektér naturen! Dyrene der færdes er ofte smukke, men også vilde dyr – vær varsom, og brug den sunde fornuft.
Foto: Mia Christensen, Mellem horisonter
