Mad, smag og dufte frembringer følelser og minder

Smagsminder fra oplevelser i ferien og hygge med familien

Mad, smag, dufte kan give os en erindring om følelser og nærvær, som ikke kan indkapsles og foreviges på selv det bedste fotografi. Disse minder dukker frem når vores stærkeste sans, lugtesansen, bliver aktiveret. Lugtesans og smagssans er nært forbundet, og måske netop derfor, er mange kærlige tilbageblik forbundet med indtagelsen af mad og samvær omkring bålet eller bordet.

Minder om en fjern eller nær fortid kan vælde frem når vi smager og dufter til noget, vi har koblet en god oplevelse på.

Æbleshampoo og pandekager

Vi har mange fælles minder – noget vi alle kan genkende, som danskere, som en generation, noget der bringer minder om ungdommen og fællesskab. Æbleshampoo, grønne stærke bolcher, colabolcher, pandekager, marcipansnitter, kiksekage. Disse vil nogle i min generation kunne genkende, bare det bliver nævnt. Men vi har også hver især erindringer om det nære fællesskab, med familien, en søster, bror, eller en nær ven.

Bålhygge ved shelterbyen på Kragerup Gods.

Mad og dufte kan vække stærke minder, både i vores hverdag og på rejser, oplever vi specielle begivenheder i vores liv, som ofte kan kobles sammen med mad. Men maden, måltidet, spiller ikke i sig selv nødvendigvis den store hovedrolle. Begivenheden, oplevelsen, samværet, hyggen, glæden, trygheden, som vi kobler sammen med, er den største nostalgi og glæde når vi frembringer tanker om et mindeværdigt måltid.

Når vi rejser – nær eller fjernt, spiser vi ofte de lokale specialiteter, går ad nye veje, og springer ud i det lokale kulinariske, sidder til bords med venner og familie, Og nogle gange holder vi bare ind ved den nærmeste drive-in eller tankstation for at tage toppen. Men mad kan også vække følelser.

Det har ikke nødvendigvis nødt at være gourmet der er på menuen, for at et måltid kan være mindeværdigt. Jeg har spist mange mindeværdige måltider, der også i den hjemlige andedam, har bragt hjertelige følelser tilbage. Men frem for alt, er det duftene der sætter tankefabrikken i gang og fører dig ad mindernes vej.

Foto: Lance Anderson. Unsplash.com

På camping med mormor

Et stærkt minde fra min egen barndom, er skovture og camping med min mormor og morfar. Det var vores form for ferie. I min tidlige barndom, var det ikke så almindeligt at rejse til udlandet som det er i dag. Ferie var afslapning på kortere ture til familie, på skovture i små oaser i Danmark, og camping hvor end mormor og morfar var henne i det danske land.

Jeg erindrer hyggen, roen, sigtebrød (gerne nybagt fra Nakskov Brødfabrik med sprød skorpe), makrelmadder, marmorkage. Og desværre også en stinkende ost. Som barn kunne jeg ikke fordrage ost – den skulle ikke engang være i nærheden af, hvor der blev skåret brød, end ikke have strejfet skærebrættet- for den sags skyld helst heller ikke i nærheden af mig!

Hjemmebagte peberkager. Duften og smagen af julens krydderier.

Først skal træet vises – siden skal det spises

Mit yndlings slik juleaften, var marcipansnitter. Hjemme hos os, var vi traditionelle, og brugte kræmmerhusene på træet, til det de var beregnet til. De blev fyldt med en masse herligheder: Pinocchiokugler (nu, vistnok pepito), juleskum og lakridskonfekt, er noget af det jeg husker, og som bare hører julen til i mit hjem. Men jeg kan godt undvære disse, hvis bare jeg får mine marcipansnitter. Det dufter og smager af jul, og de er indbegrebet af julens lækkerier…….altså udover alt det andet, der hører julen til.

(opdatering: Jeg er oprørt! Anthon Berg, fremstiller ikke længere marcipansnitterne. Jeg har endda kontaktet dem direkte. Men den æra er desværre slut).


Når jeg åbner for den første pose snitter, skal der først snuses- duften af marcipan omkranser min hjerne, og bringer mig i julesindsstemning. Sammen med duften af appelsiner og den sødlige duft af småkager og klejner, den søde kål, stegen der simrer og sveder i ovnen, og de lækre søde sukkerkartofler, er dette min personlige julestemning. Hvad er DIN julestemning?


Ude i verden

Surdej og bacon med chokolade

På en rejse til San Francisco, blev jeg præsenteret for ejendommelige spiser, som jeg ikke vil give mig i kast med at tilberede hjemme. Men minderne om en god tid og sjove oplevelser er tilstede. I San Francisco er de kendt for deres surdej. Alle bagere med respekt for sig selv, har deres egen surdej. Hos Boudin ved Fishermans Wharf, skulle der spises vafler til morgenmad. Vafler selvfølgelig bagt med surdej.

Surdejsbrød fra Boudin i San Francisco. Her udhulet og serveret med Clam Chowder.

På menuen hed det sig, at det var en morgenmadsvaffel med røræg og bacon. Det lød ikke alt for mærkeligt. Men ved serveringen blev jeg noget skeptisk, da der var hældt sirup udover røræg, bacon og revet cheddar ost. Alt bliver sødet med sirup eller sukker. Desuden var der også sukker i vaffelen. En ejendommelig kombination, men åbenbart ikke usædvanlig i USA. Jeg troede at vi i Danmark var storforbrugere af al slags sukker. Men jeg må vist revidere den opfattelse.

Da min mand og jeg den dag, efter et par timers vandring i San Francisco, kom forbi en chokolade deli, hvor de havde et skilt med ”Chocolate covered bacon” måtte jeg lige træde et skridt tilbage, for at være sikker på at jeg havde set rigtigt. Bacon med chokolade overtræk! Nu bliver det rigtig mærkeligt! Men min nysgerrighed var alligevel vakt. Hvor slemt kan det være? Jeg blev simpelthen nødt til at smage. Det var ikke en decideret delikatesse, men det smagte faktisk slet ikke dårligt. Jeg er sikker på at en gourmet kok ville kunne finde den helt rigtige smagssammensætning til en dessert eller kage, der ville få det til at smage fantastisk.

Hvor i verden kan man ellers blive betjent af Spiderman?

Første møde med New York

Den første længere rejse jeg var på, gik til New York. Jeg har i min barndom og mit voksenliv set et utal af serier og film, der var optaget i New Yorks gader. Det føltes trygt og velkendt og samtidigt utroligt fascinerende. Som et barn i en slikbutik, havde jeg store øjne, og kunne næsten ikke vælge hvad jeg ville have med hjem. Det er en stor buffet af oplevelser og indtryk, og inspirationen findes omkring ethvert hjørne. Man bliver aldrig færdig med at opleve New York. Som en stor buffet, hvor du aldrig når at smage alle retterne på en gang – du bliver nødt til at gå forbi flere gange for at smage det hele.

I New York, besøgte vi nogle af de lidt mindre kendte steder. Dem som man skal gå lidt på jagt efter. Dette bragte os forbi Crif dogs. et lille bitte sted. Stedet har en skjult bar, hvor du skal have et kodeord for at komme ind. (Læs mere om denne oplevelse i indlægget om New York). Det var en af de lækreste hotdogs jeg længe havde fået – måske også fordi de lavede mange variationer, som jeg aldrig har set.

Et lille hjørne af Crif Dogs.

Vi havde hørt, at der skulle være et stykke af Berlin-muren i New York – så vi gik på opdagelse. Man skulle lede lidt efter det (vi havde dog en adresse at gå efter – vi gennemsøgte ikke bare New York), men stemningen er høj når man har været på opdagelse, og finder nogle af de lidt mere skjulte, knapt så kendte steder og skatte. I nærheden af fragmenterne fra Berlin-muren, lå en diner ”Brooklyn Diner”. Den blev vores go-to diner i New York. Ægte amerikaner stemning.

Fritteret brød under stjernerne

Monument Valley. Navajo Nation. Her har Forest Gump løbet og John Wayne har fra hesteryg med sammenknebne øjne skuet ud over alle helligdommene i dalen. Glødende røde klippeformationer der troner sig op som kæmpe skulpturer udhugget af naturens mejsel.

Eter en guidet tur rundt til Navajo helligdomme og historier fra fortiden, i dette naturens sceneri, fik vi serveret Navajo tacos i det fri. Dette fritterede brød serveret med chilibønner, ost, tomat, og salat, var en lykkespise. Den vakte i hvert fald lykke og begejstring hos selskabet. Efter måltidet blev bålet tændt, og omgivet af røde klipper, der begyndte at falme hen i mørkets frembrud, og lokale præriehunde der holdt øje med om vi efterlod noget spiseligt, hørte vi historier om fortid, nutid og bekymringer om fremtiden for Navajo kulturen.

Her fik vi historier og Navajo tacos under stjernehimmelen.

Verdens bedste kop kaffe

I mit hjem er vi store kaffedrikkere. Vi køber hele, grønne bønner, som vi selv rister og kværner. Espresso eller tempelkande – smagen skal være iorden. Velristet kaffe er gudedrikken – udover selvfølgelig en velbrygget øl. Når vi er på rejser, er det nærmest tradition at betale overpris for en macchiato hos Starbucks, men jeg elsker deres kaffe, så jeg kan simpelthen ikke lade være. På en tur til USA, fik jeg dog verdens bedste kop (tiltrængte) kaffe i en lille by ved navn Jackson Hole i Wyoming.

Lige netop den café er der desværre ikke længere. Men jeg husker stadig følelsen, når jeg dufter nyristede kaffebønner. Og jeg bliver bragt direkte tilbage til Jackson Hole, Wyoming.


Dufte og minder

Af en eller anden årsag er mange af mine gode minder, fra den nærmeste fortid og min barndom, forbundet med dufte og mad. Har du prøvet pludselig at blive omslynget af en duft, der minder dig om noget godt? Måske kan du ikke ved første snif genkende den, eller genkalde mindet. Men pludselig kommer det til dig, og du mindes meget mere end duften og smagen – også omgivelserne og sindsstemningen følger efter.

At skabe gode minder er vigtigt for os alle. Dog glemmer vi ofte at være tilstede i øjeblikket. Vi søger nu, mere end nogensinde, tilflugt i gode minder fra barndommen, fra oplevelser vi har haft sammen. Vi lægger strømme af billeder på de sociale medier som vi hurtigt glemmer, og sjældent tager frem igen.

Samvær og stemninger

Et måltid har ikke nødt at være gourmet for at blive værdsat af dem der betyder mest. Det er samværet og omgivelserne, der betyder noget. Tænk bare tilbage på barndommen. Vi har vel alle et måltid, en højtid eller bare glimt af hverdagen, som vi indimellem nyder at mindes; stemningen, følelserne, hyggen, fordi det netop var uhøjtideligt. Det kan være en ganske simpel ting, men en duft kan sætte hele vores mindebank i svingninger og vi husker hele billedet. De mennesker der var tilstede.

Det er samværet og omgivelserne der betyder noget. Foto: Leon Contreras. Unsplash.com

Når vi er ude at opleve – om det er nært eller fjernt, får vi minder og nye ideer med hjem. Vi bliver beriget, og kan også mange år efter have glæde af vores erfaringer, selvom vi hele tiden skaber os nye.


Efterskrift

Mad og dufte kan vække stærke følelser, men kan også give balance og ro, eller virke opkvikkende eller rensende. Maden vi indtager kan i sig selv have en kvalitet det gør os godt fysisk som mentalt. Den kan bringe os i balance og give os overskud.

Et godt nærende måltid, er et der stiller vores sult, giver os den næring vi har behov for i form af proteiner, kulhydrater, fedt, men også nogle gange noget der minder os om noget andet. Noget velkendt, der giver os ro og rodfæstelse. Får du nogle gange efter en hård dag, lyst til pandekager eller andet du husker som noget trygt og velkendt?


Måske vil du også gerne læse...